Prædiken (25. søndag efter Trinitatis)

 

Jeg genopliver bloggen for en kort bemærkning for at dele en prædiken, jeg holdt i Studentermenigheden i Trinitatis Kirke i fredags. Egentlig var bloggen jo beregnet til at skrive om, "hvordan det er at være kristen, på et sprog, der ikke består af indgroede floskler og idéer." En prædiken hører vist ikke helt inde under den kategori – men jeg tillader mig at være lidt anarkistisk over for min egen programerklæring. Dét at undgå indgroede floskler og idéer bliver i øvrigt vanskeligere og vanskeligere, som jeg graver mig ned i teologien – men det er vist et andet blogindlæg.

"Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke;  for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke.  For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes."
Matt 24, 15-28

”Det er mig, der trøster jer.” Sådan taler Gud gennem profeten Esajas. For to uger siden var det Allehelgen, og der mindedes vi de døde. Nu skuer vi fremad – kirkeårets afslutning nærmer sig, og som vi for snart et år siden hørte om Menneskesønnen, der fødtes som et lille barn, således hører vi nu om Menneskesønnen, der kommer igen i lyn og torden.

”Det er mig, der trøster jer.” Sådan taler Gud til os. Men hvad er det for en trøst, han giver? Umiddelbart er den vanskelig at finde i dagens evangelium, hvor Jesus fortæller sine disciple om de sidste tider. Der skal være trængselstid, og flugten ud i bjergene må ske så hurtigt, at ingen kan nå at hente noget på vejen. Der vil være fuldt af bedrageriske stemmer, som ikke skal stoles på. Ødelæggelsens Vederstyggelighed vil stå, hvor den ikke skal stå. Er det en trøst?

De første kristne bekymrede sig om døden. De så frem til de sidste tider, og de forventede, at Jesus meget snart ville komme tilbage i lyn og torden. Men da medlemmer af menigheden begyndte at dø, som mennesker gør, blev de bange – var det ikke meningen, at Kristus skulle vende tilbage og dømme og tage de troende med sig til himlen? Hvad så med dem, der ikke længere var blandt dem – hvordan skulle de kunne blive taget med, når de lå syv fod under jorden? Paulus trøster i et brev de første kristne med et teologisk system; han forklarer dem, hvorledes de afdøde skal være de første til at opstå med Kristus, derefter skal de levende bortrykkes, og derefter skal de alle altid være sammen med Herren.

Er vores trøst den samme som den Paulus giver de første kristne? Foruroliger døden os, fordi vi bekymrer os om de afdødes sjælelige frelse? Jeg tror det næppe. Men lader vi Esajas klinge med i Paulus' trøst, står en anden slags trøst frem. Hos Esajas fortsætter teksten nemlig: ”Hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset?” Paulus siger til de første kristne, at de ikke skal bekymre sig om deres døde. Gud siger gennem profeten Esajas, at vi ikke skal bekymre os om vores døde. ”Det er mig, der trøster jer.”

Også i dagens evangelium er der tale om død, men det er en anden slags død end den legemlige. Disciplene har netop spurgt Jesus om, hvordan de skal vide, at de sidste tider er kommet nær – hvad vil tegnet være? Hans svar er umiddelbart kryptisk: Når de ”ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå på hellig grund”, da er de sidste tider kommet nær. Hvad betyder dette? Jesus griber med sine ord tilbage til Det Gamle Testamente, hvor ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” er et kodeord for det Zeus-alter, som den syriske konge Antiochos lod opstille i Jerusalems tempel. Det handler altså om afgudsdyrkelse – det handler om en død afgud i den levende Guds hus – det handler om at det døde tager pladsen for det levende.

Hvordan skal vi forstå dette døde? Enhver af os kender den legemlige død som et vilkår i vort liv. Alle har vi mistet og sørget – og alle ved vi, at også vi en dag skal dø. Men ”det døde” som et begreb er bredere end blot den legemlige død for enden af et menneskeliv. Vi erfarer døden igen og igen i vores dagligdag gennem brud, utilstrækkelighed og forfald. Men døden er også alt det tomme og ligegyldige – og når dette tomme dyrkes, som om det var levende, så kalder Jesus os til at flygte. For det er netop der, kernen ligger: Døden findes, Ødelæggelsens Vederstyggelighed findes – men står den på hellig grund, tilbedes den døde afgud som om det var den levende Gud, da har det døde taget pladsen for det levende.

Det er november nu. Det er på sin vis en trængselstid i sig selv. Det er mørkt, og det er koldt. Humøret mørknes i takt med at dagen aftager, og alt er på sin vis for nedadgående. Det er fristende at tage imod gode tilbud, der kan afkorte vinterens trængsler. Det er fristende at gå en tur i boghandlen og kaste sig over hylden med selvhjælpsbøger. Bliv tynd på tredive dage! Find kærligheden på tyve! Lær at elske dig selv på ti! Sådan får du kloge børn. Sådan bliver din have flottere end naboens. Sådan bliver du lykkelig. Jesus taler om de falske kristus'er og falske profeter, som gør store tegn og undere. Vi kender dem. De prøver at sige, at det kan gøres NEMT og HURTIGT. Hvad siger Jesus? Tro det ikke.

Der udkom forleden en bog under titlen ”Kritikkens U-vending”. Den er skrevet af en sociolog, og han rammer på sin vis meget godt dagens evangelium. Han kritiserer selvhjælpsbøger, crossfit og coaching – alle disse forslag til løsninger på det svære i menneskelivet – fordi de giver indtryk af at være vejen til det gode liv, men i virkeligheden er de opskriften på fiasko. Titlen ”Kritikkens U-vending” går på, at vi med selvhjælpsbogen har vendt kritikken af systemet til en kritik af os selv – og der vil vi altid tabe. De falske profeter gør store tegn og undere – men det, de sælger som liv, er i virkeligheden død.

Dagens tekst lover, at trængselstiden skal afkortes. ”...hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.” Det er altså det løfte, vi får – der er trængselstid, men den skal blive afkortet. Vi kan høre det som det lille løfte – november og dets mørke varer aldrig for evigt. Vi kan også høre det som det store løfte – det store løfte om genopstandelse med Kristus. Vi kan efterlade de døde i graven, og vi skal flygte fra det døde i verden, fordi vi er lovet noget andet.

Hvor står vi så? Vi står et sted, hvor vi ser lyset komme fra øst og lyse helt om i vest – for sådan er Menneskesønnens komme. Gud siger ”Det er mig, der trøster jer.”. Jesus befaler os at efterlade det døde. Guds løfte er, at vi skal få liv. En trøst, en befaling og et løfte. Det liv, vi får i Kristus, er aldrig nemt liv – som Esajas skriver: ”Jeg er Herren din Gud, som pisker havet op, så bølgerne larmer” – men det er LIV i modsætning til DØD.

”Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” – men hvor livet er, der skal vi flokkes.

Salmer:

732: Dybt hælder året i sin gang

355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre 

319: Vidunderligst af alt på jord 

563: Sørger ej for dem, der sove

Påskerefleksion

Jeg delte de her tanker om påsken i en lille kirkegruppe i sidste uge. Nu deler jeg dem også med jer.

"Det slår mig hvert år, hvor perfekt en fortælling påsken er. Det er som om, alt sker i løbet af den uge, og alt bliver afspejlet og gennemgået – alle aspekter af livet og alle aspekter af troen. Jeg elsker at læse tykke romaner, og det, jeg elsker mest ved dem, er når der sker en refleksion mellem mig og dem, og lyset kastes frem og tilbage mellem min tilværelse og tilværelserne i romanen. Så kan man lægge romanen fra sig og være ændret. Og det er det, der er så hårdtslående ved påsken. Jeg følger Jesus fra Palmesøndags jubel over Skærtorsdags fællesskab og Langfredags håbløse dødsmørke, lørdagens uvisse venten og til søndagens sejrslys, og det ændrer noget i mig.

Sidste vinter befandt jeg mig i et sort hul. Da jeg nåede frem til påske, hvilket man jo godt kan være i tvivl om man gør, når det hele er så mørkt, tog jeg i kirke med mine forældre og mine søskende oppe i Frederikshavn. Der står et helt bart trækors i koret, som lyset falder ind på fra siden, og det slog mig som en mavepuster, hvor knejsende tomt det var. Torturinstrumentet stod der og strålede, renset og badet i lys. Og så sang vi sejrssalmen med ”Dig være ære, Herre over dødens magt! Evigt skal døden være Kristus underlagt”. Og der blev min personlige historie sammenflettet med den store historie om den kosmiske sejr. Jesus overvandt døden – og jeg havde overvundet mørket.

For det er det, der sker i påsken. Døden overvindes. Ikke kun den tekniske død, hvor et menneskes liv slutter, men alle de små former for død, der findes i vores liv. Alt det mørke, alt svigt, alt forfald. Det er ikke forsvundet, det mørke er til stede i alles liv, men det er ikke det mørke, som sejrer. Det gør livet.

Påsken er også der, hvor jeg for alvor ser Jesus som et menneske. Palmesøndag modtager han melankolsk folkets jubel, fordi han ved, hvad der ligger forude. Han svigtes gentagne gange af sine venner skærtorsdag og dagene efter. Og i Getsemane beder han fuld af frygt til Gud om at lade det kommende gå forbi. Han er bange, ligesom jeg er bange. Og da han dør, sørger hans mor over ham, som enhver kvinde ville sørge over tabet af et barn. Og så om søndagen overskrides det menneskelige. Den melankolske Jesus, den frygtende Jesus, den døde Jesus opstår som Kristus, og de forudgående dages mørke fejes bort. Sorgen var stor, men sejren var større.

Der sker mange andre ting i påsken. Jesus vasker sine disciples fødder, og de spiser i et vigtigt fællesskab, som vi lige har gjort. Jesus lover den angrende røver på korset, at der også er plads til ham. Det er historien om sejren, der står allerstærkest for mig. I hvert fald i dette års oplevelse af påsken. Næste år er det måske et andet aspekt, der træder frem. Sådan er troen og fortællingerne. I jødiske familier fortæller de hvert år til påske hinanden historien om, hvordan Gud ledte israelitterne ud af Egypten, fra trældom til frihed. Og på sin vis er det den samme historie, vi fortæller: At vi med Jesu opstandelse overgik fra at være slaver af døden til at være frie i livet. Det, tror jeg, er godt at blive mindet på efter en lang vinter."

Om kirkedebat

Det er er underligt at være en del af kirken for tiden. Eller, det er underligt at være en del af noget, der pludselig er så udskældt og forhadt. Det er som om, at den debat, der startede fra politisk side, har pustet til så meget ild, at mange ikke-kirkelige nu ikke bare roligt tager afstand fra kirken, men kritiserer den meget aktivt og meget højt og forsøger at pille den ned. Det gør mig ked af det, fordi så mange af kritikerne selv siger, at det ikke er deres kirke. Hvorfor så alt dette had?

Jeg forsøgte at deltage i debatten på Informations hjemmeside omkring Skt. Jakobs Kirkes brug af forfattere på prædikestolen med disse ord:

”Det er, som om debatten bliver afsporet. Den kommer til at handle om, hvorvidt præsten må overgive prædikestolen til en lægmand, og selvfølgelig må han det i kraft af det lutherske princip om det almene præstedømme. Anstødsstenen for i hvert fald mig, som selv er teolog-aspirant, er, at de prædikende forfattere ikke nødvendigvis har tilknytning til troen og kirken. Det almene præstedømme bygger på en idé om, at enhver, der er døbt (og i Luthers forståelse dermed troende), kan forkynde. Men hvor kommer forfattere, der ikke bekender sig til den kristne tro, ind i billedet? Jeg går ind for al mulig belysning af troen og Gud og religionen (det er derfor, jeg læser teologi), men for en ikke-troende forfatter virker prædikestolen som en besynderlig platform at gøre det fra. Til daglig bliver jeg udfordret på min tro, både på mit studie, gennem de mennesker, jeg møder, og ikke mindst gennem medierne; om søndagen går jeg i kirke for at pleje min tro og mit forhold til Gud. Også for at blive udfordret, men inden for troens præmisser. På en eller anden måde går det ellers fine koncept med at overlade prædikestolen til nogen med noget på hjerte galt i byen, når det i processen glemmer respekten for, at folk møder op i kirken for at få åndelig føde og med en tillid til, at det ord, de møder der, har grund i en grundlæggende tro på Gud.”

Men jeg kom ikke meget længere ind i debatten i det – nok også fordi det efterhånden er tydeligt, at uredigerede kommentarfelter på avisartikler ikke er det rigtige sted at føre en saglig debat. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor meget galde folk har at spilde på Folkekirken. De helt vilde talte om, at alle bliver tvangsdøbt, hvilket jeg stadig grunder over, men mest af alt var der fyldt med oplysningssnak og tordnerier mod kirkens trylletro. Og en vrede over, at nogen overhovedet kunne finde på at kritisere, at der endelig skete noget i den ældgamle støvede kirke. Og det gør mig altså ked af det. For hvorfor er de så sure? Vil de gerne være med? Det må de gerne. Eller krænker religionen og kirken deres fremskridts- og oplysningstro? Og hvordan ved de, at den er så støvet, når de samtidig stolt proklamerer, at de meldte sig ud for årtier siden?

Det gør mig virkeligt træt. Det er som om, man i debatten ofte glemmer respekten for det, der er mange folks hjerteblod. Det, der sker om søndagen i kirken, rører ved det inderste i mig. Og alle er velkomne, folkekirken er for alle, men den er ikke på alles præmisser – heller ikke mine. Noget af det, der er så sørens befriende ved at tro og gå i kirke, er at jeg kan lægge mig selv lidt bag mig, når jeg træder ind ad den store tunge dør – og dermed også mine krav og behov, som hverdagen ellers ofte kommer til at handle om. Jeg tror på oplysning og udfordring og dialog. Og jeg tror på respekt. Og jeg tror på noget større, der ikke altid stryger mig med hårene. Gudskelov.

Mere om The Monastery

Jeg glemmer nogle gange, hvad det er, jeg brænder for og hvad jeg vil, og så ser jeg en ting som The Monastery, der får mig til at brænde og som rører ved et eller andet. Det er som om, der er sådan kerne, som er noget med Gud, indeni, og den kan blive næret af alt muligt. Og nogle uventede ting kan røre ved den og aktivere den. Nogle ventede ting kan også. The Monastery minder mig om, at det eneste, jeg egentligt har lyst til skal fylde i mit liv og være et mål i mit liv, er Guds kærlighed. Der er mange mindre delmål (tilgiv mig at bruge sådan et buzzword), men i det store og hele handler det egentligt bare om Gud og hans kærlighed. Og hans fred. Jeg gad godt vide, om alle mennesker kender den følelse af en kerne. Jan Kjærstad taler om den som en sølvtråd i ryggen, der kan mærkes særligt, når han støder ind i noget smukt eller skønt eller...sandt. Og det... Det er meget Gud-agtigt.


Abbeden fra Worth Abbey, hvor serien finder sted, har skrevet en bog om at integrere dele af klosterlivet i et 'almindeligt' liv. Den hedder Finding Sanctuary og er ligeledes meget læsværdig.

The Monastery

BBC har lavet en rørende serie af udsendelser om fem almindelige mænd, som lever med munke i et benediktinsk kloster i Sussex i seks uger. De er, tro mod realitygenren, meget forskellige og har meget forskellige grunde til at gå ind på forsøget. Én arbejder i softporn-industrien, en anden skriver phd om buddhistiske munke, en tredje har som ung været krigerisk protestant i Nordirland og ind og ud af fængsel.

Det, der er så fint ved udsendelserne, er, at man som seer er i samme båd som de besøgende. Klosterlivet er en realitet, man præsenteres for, og man følger så de besøgendes kampe i mødet med stilheden og Gud og sig selv. Og hinanden, ikke mindst. Mest af alt er det rørende at se de mennesker være rigtige mennesker og tumle ind i noget større end dem selv og strides med det.

Serien kan findes i ringe youtube-kvalitet her.

Et vers

I går til netværksgruppe sad jeg og bladrede i min nye bibel, som jeg har købt til mit nye teologistudium. Og så faldt jeg over Paulus, som citerer Hoseas' Bog:

Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.
(Rom 9, 25-26)

og det rørte mig.

Ord som gaver

Det er længe siden. Lad mig fortælle noget. En ting, der altid forundrer mig, er hvordan jeg kan sige ting om Gud og tro, som jeg ikke vidste, jeg vidste, når nogen spørger. Det er et ret populært emne, og der er ret mange spørgsmål. Særligt fra ikke-troende mennesker. Kernespørgsmålet har næsten altid med undren over for hvordan man overhovedet kan tro at gøre. Når jeg tænker rationelt på det, ved jeg, at det burde få mig til at gå i panik med den slags spørgsmål. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror. Men alligevel hører jeg mig selv sidde og sige et eller andet, som jeg kan mærke, giver mening og er "rigtigt". Nu har jeg vænnet mig til bare at flyde med og lade det også for mig være en udforskning af min tro - som om svarene lige så meget er svar til mig selv som svar til den anden. Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men du ved godt, hvor jeg tror, de kommer fra.